Tag på safari i de mest uspolerede afrikanske lande

Botswana, som ligger i det sydlige Afrika, grænser op til Namibia, Zambia og Zimbabwe. Kalahari ørkenen dækker 70% af det utæmmede land, som byder på masser af spændende dyreliv, men som dog også er kendt for dets diamant miner. Derfor har landet generelt set en god og stabil økonomi.

Okavango Deltaet i Botswana - løverne trives rigtig godt her!

Botswana er et af de absolutte bedste lande at tage på safari i, da det største indenlands delta i verden, Okavango Deltaet, er beliggende her. Grundet det massive vådlandsområde, deltaet dækker over, tiltrækker det nemlig samtlige Big 5 dyrene, som bekendt omfatter løver, elefanter, bøfler, leoparder og næsehorn. I Okavango Deltaet ligger Moremi Game Reservatet, hvor du kan bo i de skønneste safarilodges, som i modsætning til mange andre safarilodges, IKKE er indhegnet. Derfor kan dyrene uforstyrret komme helt tæt på de forskellige safarilodges. Og det bedste ved det hele er, at de slet ikke bange, men blot nysgerrige!

Botswana og Zambia oversigt over de forskellige safari camps, samt en forstørrelse af Okavango Deltaet

Zambia grænser mod nord op til den Demokratiske Republik Congo og Tanzania, mod øst til Malawi og Mozambique, mod syd til Zimbabwe, Botswana og Namibia og mod vest til Angola. Landet er opkaldt efter floden Zambezi, som er en af Afrikas længste floder, der afgrænser Zambia mod syd ved Botswana og Zimbabwe. Ved og i floden findes et rigt dyreliv, hvorfor det også er et yndet sted at tage på et flod cruise, som kan gøres på et par timer eller op til f.eks. 4 nætter.

Zambia er ligeledes kendt for de spektakulære Victoria Falls eller Victoria vandfaldene, som ligger på grænsen mellem Zambia og Zimbabwe. Victoria Falls er opkaldt efter Droning Victoria af David Livingstone, som var den første europæer der så vandfaldet i 1855.

Såfremt en safari tur i Afrika står højt på din ønskeliste, kan jeg varmt anbefale dig Botswana og Zambia som kombination, da du på denne måde får et dejligt varieret oplevelsesprogram, som  du aldrig vil glemme 🙂

Flodhestene trives godt i Zambezi Floden, som også er rig på fugleliv

Victoria Falls måler 1.6 km i bredden og har et fald på op til 128 m